Facebook Twitter Instagram search Plus Minus facebook-link

Jeg er født i 1960, og jeg har været ansat som dagplejer siden 2008. Jeg bor sammen med min kone Annie. Sammen har vi børnene Camilla (1994), Mathilde(1997) og Thobias (2001).

Jeg vægter meget, at det enkelte barn bliver modtaget hver dag, både af mig, men også af de børn, som allerede er modtaget. Jeg er af person åben, aktiv, spørgende og positiv. Jeg gør alt for at give børnene omsorg og kærlighed, så de kan blive trygge ved mig. Tryghed er grundlaget for at kunne føle sig glad og gøre sig fri. Jeg prioriterer frisk luft og leg udenfor højt, og vi er altid ude at lege mindst 1 gang om dagen. Derudover synes jeg, det er vigtigt, at børnene lærer at fungere sammen socialt samt acceptere og respektere hinanden. Jeg lægger stor vægt på, at børnene får nogle gode værdier med i rygsækken, til når de skal starte i børnehaven.

At give tryghed og omsorg, kærlighed og nærvær anser jeg som det mest vigtige i mit arbejde med børnene. Derudover er det vigtigt, at der er indhold i børnenes hverdag. Det skal være sjovt og rart at være her dagpleje, og det er min opgave at skabe rammer, hvor det enkelte barns individualitet og leg bliver tilgodeset. Jeg lægger stor vægt på at give det enkelte barn nærkontakt og omsorg, og på at gøre dagligdagen både genkendelig og oplevelsesrig. Jeg præsenterer børnene for udfordringer, som f.eks. de fysiske lege i haven og de sociale, hvor de tilegner sig gruppens spilleregler og oplever at være en del af et forpligtende fællesskab. Det opmuntrer børnene til at udvikle færdigheder og selvstændighed, og det styrker deres selvværd.

Jeg elsker mit arbejde, og har hjertet med i alt, hvad jeg gør sammen med børnene. Jeg kan godt lide at deltage aktivt i børnenes lege, uanset om det er i sandkassen, til fastelavnsfest eller i legestuen, og da jeg af natur selv er en barnlig sjæl, synger, danser og laver klovnerier på børnenes niveau. Vi tager ofte på tur med vores Christianiacykel, som vi deler i gruppen. Hverdagen byder desuden også på leg, sang, musik, dans og kreative indslag, hvor de store børn laver juledekorationer med min kone.

  • Hver 14. dag er vi til gymnastik på Særslev Skole
  • Hver 14. dag er vi i heldagslegestue i børnehaven. Disse dage afleveres børnene og hentes igen i børnehaven
  • Vi besøger også en gang imellem de øvrige dagplejere, så børnene kan lege sammen og lære de øvrige dagplejere at kende.

Vi bor i et stort parcelhus med stor lukket have. Her kan børnene køre på div. køretøjer, gynge, rutsje, lege i sandkasseskibet og legehuset. Jeg synes, det er vigtigt, at børnene kommer meget ud, at de får sig rørt og får deres kroppe udfordret. Indenfor har vi et legeværelse, stort køkken og spisestue, hvor børnene opholder sig og kan føle sig hjemme. Vi har katte, fisk og marsvin, og dem fodrer vi hver dag. Mit hjem er røgfrit alle ugens dage.

Vores hjem er kærligt og roligt, og min kone og vores egne børn er med til at skabe en hyggelig hverdag sammen med børnene. Min familie engagerer sig meget i børnene og elsker at lege og hygge med dem, når de er hjemme, hvilket er en stor fornøjelse for alle parter. Både jeg og min familie knytter bånd til børnene og deres familier, og vi nyder at have et godt samarbejde og gode hverdage med både forældre og børn. Det er vigtigt for samarbejdet omkring jeres barn, at vi sammen har en åben og ærlig dialog os voksne imellem. Er der noget, I er i tvivl om, eller undrer jer over, er I altid velkommen til en god snak omkring det.

Allan

Mød mig her

Allan Skaarup Mortensen
Vestergade 35, Særslev
5471 Søndersø

Tlf: 2196 3906